Didaktiske overvejelser
Genkendelighed i forløbet
Børn elsker genkendelighed. Derfor er det også godt, at lade juniorkonfirmandundervisningen følge samme "struktur" hver gang. Men selvfølgelig skal der også være plads til ændringer og fleksibilitet.
Et eksempel på mulig struktur:
I kirken:
Tænde lys
Synge (fx 1. fast velkomst-salme, 2. repetere sidste uges salme, 3. lære ny salme)
Bibelfortælling
Fadervor
I menighedslokale:
Forfriskning (hvorunder der evt. kan fortælles endnu en bibelfortælling)
Aktivitet, leg
Afslutning (fx fast farvelvers, velsignelsessalme eller lign., evt.
sende håndtryk i rundkreds)
Om at fortælle
Hvordan skal man fortælle bibelhistorie for børn? Det kan der ikke gives noget entydigt svar på, for det afhænger meget af, hvordan fortælleren er som person, og hvad fortælleren føler sig tryg ved. Men her kan videregives nogle erfaringer og tips til den enkeltes overvejelse.
Fri fortælling eller højtlæsning
Skal man fortælle frit fra leveren, eller skal man læse højt fra en børnebibel? De fleste har nok de bedste erfaringer med det første, men højtlæsning fra en god børnebibel kan også være en god løsning, hvis man ikke bryder sig om at fortælle frit. Men man skal være opmærksom på, at højtlæsning også kræver megen forberedelse, for at det kan virke engageret og indlevende. Især ved højtlæsning vil det være vigtigt også at kunne vise billeder.
Forskellige ting, der kan understøtte fortællingen
Nogle undervisere har gode erfaringer med at lægge fortællingen i munden på en bibelsk person. Det kan være en gennemgående figur, således at man hver gang spiller fx disciplen Peter, der så fortæller de nytestamentlige beretninger som set fra hans synsvinkel. Eller det kan være forskellige personer fra gang til gang.
Man kan også lade fortællingen tage udgangspunkt i en af bipersonerne, fx fortælle i 3. person om drengen, hvis brød og fisk Jesus brugte til at mætte folkeskaren. Fortællingen kan så fx begynde i drengens hjem, hvor drengen er så ivrig efter at komme ud og se Jesus, at han er lige ved at glemme sin madpakke, men hans mor minder ham om den.
Nogle kan godt lide at vise billeder, mens de fortæller (fx vha. overheadprojektor).
En gang imellem kan det være godt at bruge nogle få rekvisitter til fortællingen (fx et stort ur og nogle chokolademønter til lignelsen om arbejderne i vingården)
Måske kan man en gang imellem alliere sig med organisten, der på orglet kan lave "lydeffekter" til fortællingen (fx brus og bulder til fortællingen om stormen på søen).
I alle tilfælde gælder, at de hjælpemidler, man bruger, skal understøtte fortællingen - ikke tage magten fra den.
Ingen lange udlægninger
Pas på ikke at dræbe fortællingen ved at komme med lange udlægninger bag efter. Hvis man mener, at fortællingens pointe kræver en udlægning, kan man måske med fordel anslå den ganske kort før man begynder på fortællingen. Hvis fortællingen indeholder svære ord og begreber bør de forklares inden man begynder at fortælle (hvad er fx en daglejer?)
Grundig forberedelse er alfa og omega
Det kræver forberedelse at fortælle. Man skal vide præcis hvordan man vil begynde, hvor man vil ende, og hvilke pointer man vil have frem. Man bør øve fortællingen igennem nogle gange (højt). Nogle finder det en hjælp at læse den pågældende fortælling i forskellige børnebibler, inden man finder frem til sin egen måde at fortælle på.
Hvilke fortællinger skal man fortælle?
Som inspiration kan henvises til tidsskriftet "Kirken Underviser" 2007 - 2, hvor sognepræst Ingrid Schrøder Hansen opstiller et forslag til en bibelkanon for mini-konfirmander.
Se også Kirsten Thonsgaards artikel om fortælling på
www.kirken-underviser.dk